Unfold (1970)

Unfold tager udgangspunkt i den surrealistiske metode cadavre exquis, også kendt fra børnelegen, hvor et blankt stykke papir foldes, og man på skift tegner dele af et menneske. I denne leg skaber tre filmskabere et fælles værk ud fra en kunstnerisk vision om kollektiv værkskabelse på tværs af kunstformer. I Unfold er musikken det lærred, filmskaberne maler på. De blev bedt om filmisk at fortolke en tredjedel af et nykomponeret stykke musik, og skabe én sammenhængende film med udgangspunkt i de sidste ti sekunder af den foregåendes arbejde. Dogmet er, at lydsiden dikterer billedsiden, og udfordrer filmskaberne til at udføre deres arbejde på nye og kreative måder. Den samme skuespiller optræder gennem hele filmen. Hun danser fra abstrakte lysverdener hen i en pandemisk dystopi, for til sidst at ende i en sårbar og dyster kærlighedsfortælling. Unfold eksperimenterer med kunstens normer og udforsker musikkens og filmens kollaborative potentiale til at fortælle en historie.